En Bitcoin-solstrålehistorie

De fleste historier om Bitcoin i medierne handler om store børser, kurser, SKAT og regulering. SKAT har endda helt misforstået pointen med bitcoins og går ud fra at den eneste måde at handle med dem er gennem en hjemmeside og en bankkonto, hvilket den eneste reelle afgørelse på området bygger på. Mange glemmer derfor at hele pointen med Bitcoin-systemet er at være et digitalt system til kontanter og det derfor ikke er sværere at handle med bitcoins, end at bytte en euro-seddel for kontanter.

I søndags var det danske sommervejr en del smukkere end gennemsnittet og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Travlt optaget med specialeskrivningen sad jeg indenfor og svedte i varmen, da en mail tikkede ind fra LocalBitcoins.com

En smuk sommerdag i Aalborg centrum.

En smuk sommerdag i Aalborg centrum.

Hi, I’d like to get some cash for BTC ASAP” lød beskeden fra en bruger som svar på min annonce.

 Jeg havde oprettet annoncen for at købe bitcoins for kontanter i Aalborg.
Det undrede mig lidt at beskeden kom på engelsk, da jeg egentlig havde forventet at min første IRL-handel i min hjemby ville foregå på dansk.

Efter et kig på brugerens profil blev jeg ikke meget klogere – en nyoprettet profil med bekræftet e-mail, ubekræftet telefonnummer, 0 tidligere handler og russisk som sprog.
Jeg gør normalt hvad jeg kan for at lægge mine fordomme til side, men jeg må indrømme jeg blev ramt af en smule skepsis, da jeg næppe havde forventet at min første handel gennem LocalBitcoins ville foregå med en fuldstændig anonym russer på gaden i Aalborg.

min annonce havde jeg foreslået Studenterhuset Aalborg som mødested, men da det var Pinse-søndag var Studenterhuset lukket og jeg foreslog derfor at mødes udendørs i nærheden.

Ok. At 14:00 by the tree in the middle of CW Obel’s Plads.
I’ll see you there” var den sidste besked jeg sendte og med det var aftalen på plads. 

Da klokken var ved at være to, var jeg glad for at komme væk fra specialet og lidt ud i det gode vejr. Tre minutter senere fik jeg sat ansigt på den anonyme russer, der som den eneste sad i skyggen på bænken rundt om træet på CW Obel’s Plads – manden så ud til at være midt i tyverne og kan vist bedst beskrives “som af et afslappet nørdet udseende”.
Han var flink, omend ikke særlig snaksaglig, og handelen var gennemført lige så hurtigt som jeg kunne få de 500 kroner op af lommen, som han gerne ville købe.  Da han havde sendt det aftalte beløb til LocalBitcoins på forhånd fik jeg en SMS om at beløbet nu var overført til mig. Alt i alt en hurtig, sikker og let handel.

Så hvad er pointen med min fortælling? Pointen er at man ikke skal overse en af de største, måske dén største, fordel ved Bitcoin-systemet – nemlig at man kan handle med hvem som helst, når som helst og uden en bank behøver være indblandet.

Der er stadig ikke ret mange danske annoncer på LocalBitcoins og de fleste sælgere og købere tager sig godt betalt(3-10%) for at facilitere en handel, men sådan behøver det jo ikke være når private købere og sælgere kan blive enige om at handle til markedsprisen.

Min opfordring til alle der handler med bitcoins, eller kan forestille sig at gøre det, er derfor at tage et kig på LocalBitcoins.com – det kan jo være der er nogen lige rundt om hjørnet der gerne vil handle med dig og hvis ikke der er det, tager det kun to minutter at oprette din egen (gratis) annonce.

Og ja – min annonce er stadig online, hvis du gerne vil sælge bitcoins for kontanter i Aalborg.

Anders Nielsen,
Specialestuderende, AAU

P.S.
Hvis du stadig har lidt svært ved at se pointen med hvor let det er at handle med bitcoins eller hvad formålet i det hele tager er, kan jeg anbefale dig at se denne film fra Bitcoinfilm.org om at sende penge fra USA til Uganda gennem Bitcoin-systemet, i stedet for Western Union og Moneygram, der tager 10-20% og endda meget mere hvis der er tale om små beløb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *